
05/09/2025 0 Kommentarer
Kirkens åbne Vindue i Raklev - Åndelig oprustning v. Peter Tudvad
Kirkens åbne Vindue i Raklev - Åndelig oprustning v. Peter Tudvad

I en urolig tid, hvor politikerne taler om behovet for åndelig oprustning, tager Peter Tudvad os denne aften med tilbage til 1930´ernes og 1940´ernes Tyskland. Her talte og kæmpede den tyske teolog, præst og modstandsmand, Dietrich Bonhoeffer for fred på en måde, der giver stof til eftertanke også i dag.
Allerede i 1934 talte den unge Bonhoeffer om den fred, der forkyndes i det kristne evangelium. En fred, der aldrig må forveksles med sikkerhed. For kravet om sikkerhed avler mistillid, og mistillid fører til krig.
Som bekendt brød 2. Verdenskrig ganske få år senere ud, da Hitlers tropper marcherede ind i Polen, og Bonhoeffer blev i 1945 dræbt i en koncentrationslejr for sin modstand mod nazismen. Men Bonhoeffers tale og tanker om fred døde ikke. De blev i 1980´erne inspiration for den evangeliske kirke i DDR, og kom til at indlede den proces, som førte til Berlinmurens fald og den fredelige revolution.
Peter Tudvad (1966) er uddannet cand. mag i filosofi med sidefagsstudier i teologi og statskundskab fra Københavns Universitet. Han har i sit forfatterskab især beskæftiget sig med Søren Kierkegaard og Dietrich Bonhoeffer.
Kommentarer