Minikonfirmand
Vor Frue Kirke tilbyder minikonfirmandundervisning til alle børn i sognet.
Målgruppen er de 9-10 årige, der går i 3. eller 4. klasse.
Minikonfirmand Opstart:
Mandag d. 19 februar 2024 fra kl. 13.20-15.20
Hvad er minikonfirmand:
Målet med minikonfirmandundervisningen er, at børnene lærer kirke og kristendom at kende. Vi lægger vægt på oplevelse, samvær og samtale. Vi fortæller bibelhistorie, synger, leger, dramatiserer, tegner, maler, går på opdagelse i og omkring kirken og meget mere.
Børnene medvirker i familiegudstjenesten i Vor Frue Kirke, hvor forældre, søskende, bedsteforældre og faddere er inviteret til at være med. Efter gudstjenesten er der afslutningsfest, og minikonfirmanderne får diplom og gave.
Du behøver hverken at være døbt eller ønske at blive konfirmeret for at være med. Hvis du er muslim eller ateist og bare gerne vil vide noget om kristendommen, skal du være mere end velkommen :)
I kirken synger vi sammen og taler om, hvad der sker til gudstjenesten og de store mærkedage som dåb, bryllup og begravelse.
Børnene stiller ofte eksistentielle spørgsmål om liv og død. For kan det virkelig passe at Gud findes? Og bor han lige her i kirken eller oppe i skyerne? Og passer Gud på min døde mormor oppe i himlen?
Minikonfirmanderne hører også bibelhistorier, som de kan spejle deres liv i.
Historierne er ikke bare centrale i kristendommen, men de også er en væsentlig del af vores kultur og fælles referenceramme.
Børnene hører historier om fx Adam og Eva, Noas ark, den barmhjertige samaritaner og den fortabte søn. Desuden hører de om Jesus´ fødsel, død og opstandelse, og får kendskab til hvorfor vi fejrer jul og påske.
Der er plads til hver og en - for alle tror vel på et eller andet???
Det er frivilligt om man vil deltage i forløbet, men vælger man at deltage, er det vigtigt for holdet og helhedens skyld, at man prioriterer det i hele forløbet.
Lyder det som noget for dig, så snak med dine forældre om det og meld dig til. Vi glæder os til at møde dig!
Har I spørgsmål, er I meget velkommen til at kontakte Kirke- og Kulturmedarbejder Trine Nystrup på mail: TRBN@km.dk.