Prædiken ved højmessen i Vor Frue Kirke,
søndag den 20. marts 2022 kl. 10
ved vikarierende præst Palle Kongsgaard
Evangeliet til 3. søndag i fasten skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Johannesevangeliet 8,42-51
Prædiken
Vi er jo i kirkeårets fastetid, hvor vi forholder os til alt det, der ødelægger det gode liv, som vi er døbt til, sådan som Sif blev det nu. Vi sætter et kritisk blik på den løgn og fordrejning, som umærkeligt sniger sig ind i vores livssyn og dagligdag.
I gamle dag tog man fasten mere bogstaveligt i kirken – f.eks. med ikke at spise kød. Man skulle simpelthen bryde den daglige rutine og blive opmærksom på, hvad der virkelig bærer.
For os i dag er fasten blevet noget andet. Som en skyggeside af vores overforbrug er fasten nu næsten daglig rutine. Hvor mange af os er ikke konstant på slankekur? Vi drikker urtete og grøntsagsjuice for at rense affaldsstofferne ud. Vi går til fitness for at få strammet lidt op. Alt sammen i forsøget på at blive ”den bedste udgave af os selv”, så vi kan score et fedt job og en slank kæreste.
Det er et helvede, som stresser os. Det er svært, at holde dampen oppe. Vi synes heller ikke altid, at vi får så meget livsbonus ud af det, som vores indsats berettiger til.
Ulykken er, at vi har et negativt udgangsgangspunkt. Vi tror, at vi kan kvalificere os til det gode ved at få magt og kontrol over vores tilværelse. Det er løgn. Og vi havner i samme situation, som de ledende jøder, vi hører Jesus går i kødet på.
De er Abrahams børn og lever i den pagt, som Moses indgik med Gud. De er supertroende, faster og træner hårdt med de religiøse regler. De har styr på det. I modsætning til andre, f.eks. deres samaritanske broderfolk, som de foragtede.
Men det bliver et helvede, hvor de altså har Djævelen til far og løgnen som grundlag. For de bliver kvalt indefra af deres egen livsholdning. Fordi de ikke kan mærke livet som en gave, kan de ikke tage imod og har derfor ikke noget at give af. – Det er til sådan nogen som dem og os, Jesus taler til, som vi hørte før ved dåben: Hvis ikke I bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. Hvis ikke vi får fat i den barnlige livsglæde og åbenhed og den umiddelbare tillid til, at der da er omsorg for mig, så har vi tabt det.
Når det går sådan, så evner de - og vi - ikke at se, at Jesus er Guds søn og at alt det, han gør, sker ved Guds magt. Jesus har udgangspunkt i Guds overskud og ser alle mennesker som Guds børn. Så et liv i tilgivelse, helbredelse og konstant opgør med døden og det destruktive, ja, et åbent liv i et forpligtende fællesskab, det er sandheden om os. Alt andet er løgn og bliver dæmonisk.
Det kan vi desværre ikke tørre det af på folk, der er radikaliserede eller syge i hovedet. Det ligger til os alle. Vi er jo alle ”supertroende” i den forstand, at vi har et daglige liv, hvor vi skal gøre vores bedste for at tage ansvar for os selv og vores nærmeste. Vi skal uddanne os, arbejde og skaffe brød på bordet. Børnene skal have mad og tøj og køres til fodbold og gymnastik. Med videnskab og indsigt har vi opbygget et velfærds- og retssamfund med omsorg og beskyttelse af de svage og lægehjælp ved sygdom. Det er såre godt. Ulykken er bare, at der sniger sig den illusion med ind, at vi selv har magt over livet, og at vi selv har fortjent at have det godt. Det er løgn. Vi lever af dybe livskilder, som er større end os: af naturen, af vores små fællesskaber, såvel som de store politiske. Vores moderne kultur har en løgnagtig skyggeside, bliver ond og dæmonisk. Vi mærker det selv som stress, udbrændthed og snigende utilfredshed. Vi nedslider naturen. Og nu ser vi det da i den grad på den politiske scene med Ruslands overfald på Ukraine. I mange år har vi villet forsværge, at der kunne blive krig i Europa. Nu er der en fuldstændig meningsløs krig, som ingen kan vinde, men som har en forfærdelig masse ofre.
Hvordan kunne det gå så galt? Da muren faldt mente vi ”supertroende”, at vores egne sande vestlige værdier med et frit marked og demokrati ville brede sig af sig selv. Men den vestlige arrogances ”vi-har-styr-på-det” er kommet til kort i Irak, Afghanistan og nu i forhold Ukraine. Vi har hyldet en illusion og lukket øjnene for magtforhold. Det såkaldt ”frie globale marked” er blevet dække for, at verden er overtaget af autokrater, russiske oligarker, oliesheiker og amerikanske techgiganter. De ejer vores medier, fodboldklubber, energiforsyning og meget andet. De får deres mega lystyachter bygget på tyske værfter. Alt sammen helt fint, syntes vi, så længe der var penge i det. Magten og forretningsfolkene har helt overtaget det politiske, som vi ser med både Trump og Putin.
Den politiske filosof Chantal Mouffe er én af dem, der har advaret mod denne ensporede tankegang. Det er en illusion, at vi automatisk kommer til at hænge om halsen på hinanden i en global McDonalds. For vi mennesker tænker og lever grundlæggende i modsætninger, siger hun. Netop fordi vi som ”supertroende” af tilbøjelighed tager vare på os selv og vore egne og ikke kan overskue verden, så knytter vi af mere eller mindre irrationelle og følelsesmæssige grunde vores identitet til vores egen lukkede gruppe og måler os i modsætning til de andre. Vi er danskere. Vi ved godt nok ikke helt, hvad det vil sige. Men vi ved i hvert fald, at det står i modsætning til muslimerne, til de andre, samaritanerne. Disse irrationelle modsætningsforhold lurer over alt. De lever på fuld blus i vores fan-kultur. Er man til FCK, så hader man Brøndby. Da jeg var barn på landet var det afgørende om en far havde Ford eller en Ferguson traktor. Politiske bevægelser dukker op, som ikke rigtig har noget mål; de er bare for sig selv og mod de andre, eliten. Politik er blevet til fankultur omkring magt- og mediemennesker.
Det gør det mere forståeligt, hvorfor vi i en oplyst tid, alligevel er så sårbare overfor løgnagtige fjendebilleder. Efter nazismen troede vi ikke, at magthavere kunne få folk med på krig ved med tyk propaganda at sværte andre til. Men vi gør det igen. Moderne medier er grusomme til det. Og vi skal selv passe på, for det ligger jo altså også til os at klamre os til vores eget. I forfærdelse og uro er det jo lige ved, at vi er på jagt efter en russer, som vi i det mindste kan boycotte. Om så bare en flaske Vodka i Rema.
Så det er virkelig aktuelt i denne faste at kaste et kritisk blik på den løgnagtige og lukkede magt, som hersker i verden. Og et selvkritisk blik på vore egne indgroede værdier. Først når vi realistisk ser vores modsætninger, kan vi konstruktiv forholde os til dem. Og derfor også respektere hinanden i vores forskellighed. Russere, ukrainere, afghanere, syrere, muslimer, samaritanere har også børn, som de kæmper for at give et godt liv. Det har en kultur og et sted i på kloden, som de lever på og hæger om. Det giver nogle kroniske modsætninger og konflikter. Dem må vi forholde os politisk til, så de ikke udarter til kriser og krig. Vi må tage stilling til verdens uretfærdighed, vi må udveksle studerende, handle sammen, lave aftaler igen og igen. Være realistiske og have retsvæsen, politi og militær til forsvar af de svage. Det kommer ikke af sig selv, men ved holdning. Ved at give liv som vi får liv: i kærlighed.
Derfor slutter vi, som vi begyndte: med Jesu opgør med vores negative udgangspunkt. Og med hans aktivering af Guds kærlighed som det bærende. Derfor er barnedåben så vigtig. Lille Sif fik – som vi alle har - et synligt tegn på, at hun er menneske i sin egen ret. Og som knyttet til Guds Søn, Jesus Kristus, har hun Gud Faders evige liv, som ikke kan slås ihjel.
Jeg kan ikke dy mig for, at runde af med et lille sødt, skævt billede. Det er jo Formel 1 weekend og nogen af os er fan af Kevin Magnussen, som jo er kommet tilbage, netop fordi en russisk kører er boykottet. For et par dage siden var der et sødt billede på Twitter, hvor Kevin Magnussen sidder i sin racer med sin et-årige datter Laura på skødet, han i køredrag, hun i sin beige sparkedragt. Nogen har bemærket, hvorfor reklameafdelingen da ikke har fået syet en lille køredragt til hende! Vi vil jo gerne have gjort hende til fan som os. Men nej. Det bevægende er jo netop, at der sidder et lille nysgerrigt menneske hos far og piller ved blå og gule og røde knapper på hans rat.
Det er hende sammen med Sif og alle børn, der får sat i relief, at det er legen og glæden, trygheden hos mor og far, ja, hos Gud som far, der er bærende. Gid der var flere af dem i cockpittet hos de styrende i verden. Amen.
Salmer
750 Nu titte til hinanden
449 Vor Herre tar de små i favn
69 Du fødtes på jord
***
321 O Kristelighed
439 O du Guds Lam (v.3)
634 Du ved det nok mit hjerte
Korets motet er ”Der går gennem verden en hinkende dans” (Holger Lissner / Villy Egmose)